Om Stjerneklar

Mayday Press er et over 25 år gammelt produktionsselskab. Vi har flyttet lidt rundt i verden, men har de sidste 10 år plus har studie i Kapstaden, Sydafrika. Vi kan kontaktes via mail hvis I har brug for vores assistance i forbindelse med stort set alt indenfor medieproduktion på både video, print, radio. Se vores engelsksprogede hjemmeside for mere information. www,maydaypress.com

AFRIKANSK JØDEHAD?

Af Jørn Stjerneklar

Kan man være afrikaner og hvid? Spørgsmålet er retorisk.

For der er mange hvide afrikanere, ligesom der er mange sorte danskere.

Det er essensen af sommerens agurketids diskusion. En lille flok sorte danskere prøver at kapre debatten og retten til at bestemme over, hvad der skal kaldes og dømmes racistisk uden skelen til alle de mange nuancer, der hersker på hele planeten og i H.C. Andersenland.

Som blogger Angela Brink skrev forleden i JP om DRs P3-eksperiment med vitser uden filter:

Det fik en ung kvinde med direkte kloakering til Dagbladet Politikens spalter til at anklage kanalen for at være racistisk og krænke hende, fordi – tadah – hun er sort…

…Netop derfor bliver det bare en enkelt ung kvinde med eksponering i Politiken og med en særligt udviklet evne for at opsøge krænkelser eller en intellektuelt vildfaren mand fra Ærø, der har taget anstød af en lokal cafeejers logo, som bliver dem, der kommer til at fremstå som repræsentanter for alle med afrikansk blod i årene.”

Behøver jeg at skrive, at Brinks far er af sort afrikansk afstamning?

Jonathan Shapiro med kunstnernavnet Zapiro er dagens afrikanske satiriker. Min nummer to på listen i serien her.

Zapiro har selv mødt racekortet mange gange – helt klart – men vælger at formidle det med humor. Manden med trumferne på tegningen er Sydafrikas svar på kvinden JP-blogger Angela Brink mener har en direkte kloakering til Politikens spalter. I ved sikkert, hvem blogger Brink beskriver.

Manden med de store læber på tegningen hedder Julius Malema og han er altid klar til at trække racekortet. Malema er politiker og partiformand for EFF i Sydafrika – ‘Economic Freedom Fighters’, der på trods af, at de altid går klædt i røde kedeldragter, er et rabiat bud på sort sydafrikansk socialisme.

‘Zapiro’ er en af Sydafrikas mere kontroversielle mediepersoner. Som satiriker kan man ikke nå højere end at få officielle klager og retssager på halsen. Han er blevet sagsøgt og afkrævet en erstatning på 10 millioner kroner for at tegne præsident Zuma på en lidet flatterende måde. Desværre har han også modtaget mange dødstrusler, som åbenbart er en del af jobbet i de frie demokratier med ytringsfrihed. Der er også idioter i Sydafrika.

‘Zapiro’ gør sig i at hænge statsledere ud generelt, og jødiske i særdeleshed. Tegningen med Nethanyahu med den enorme, karikerede jødegünter og de store læber er et glimrende eksempel på selvironi.

Shapiros mor er jøde og flygtede fra Nazi-tyskland inden hun ville gå op i røg. ‘Zapiro’ er jøde og hans børn går i jødisk skole.

Mange kalder ham derfor redepisser. Havde han været sort, ville skældsordet ‘Onkel Tom’ med sikkerhed have reddet Zapiros dag.

Ligesom Zapiros kollega i Nairobi, Gado, har jøden heller ikke problemer med at tegne sorte afrikanere som aber, hvis de lever op til en hvis primitiv udstråling.

Her er det Julius Malema der afslutter evolutionens sidste bud på fremtiden for ANCs ungdomsafdeling. ANC har været regeringspartiet med absolut flertal i parlamentet siden overgangen fra apartheid til demokrati i 1994.

Zapiro har en erfaring som er værd at tage med sig i denne danske debat om forbud. Sydafrikas forrige præsident Thabo Mbeki ville forhindre en debat i regnbuenationen om hiv og aids, en debat Zapiro tit og ofte kommenterede på med kradse tegninger.

Men når man stopper den frie debat og retten til at ytre sig fordi nogle bliver stødte, baner man vejen for populismens aller stærkeste. I Sydafrika har det betydet at en tåbe som Jakob Zuma kom til magten i 2009. Mener Zapiro, altså.

I Danmark vil de politisk korrekte fortalere for censur og forbud i den sidste ende få skubbet nationen i favnen på de allerværste kræfter, dem der vil ødelægge alt det, vi har i dag. Og det ved I ikke engang hvem er endnu…

Men kun hvis Mary får magt som hun har agt (hos Politiken).

Så hold nu op med det pis!

Læs mere om Zapiro her: http://www.aljazeera.com/indepth/features/2013/12/illustrating-south-africa-injustice-20131289362898242.html

TEGNINGER FOR FOLKET – TIL FOLKET – MOD FOLKET?

Af Jørn Stjerneklar

På tide at skrive lidt om satire og tegninger på det afrikanske kontinent. Om hvordan politisk og ikke mindst politisk korrekt pres kan forhindre ytringsfriheden. Uanset om det er pres fra oven eller pres fra neden.

Agurketidens debat om racistiske tegninger, om racistiske vittigheder og om, at man ikke må tale engelsk til sorte i Danmark har i mine øjne været grotesk, bizar og helt ude i urskoven. Ikke mindst set i lyset af de problemer afrikanske tegnere lever med og tegner. Hver dag.

Når vi åbnede vores avis hver morgen i Kenya igennem mange år, Daily Nation, var det første vi gjorde at slå op på Gado’s tegning. Og han er den første i mine kommende præsentationer her på sitet. En kenyansk satiriker, som i årtier har udfordret gængse normer. For både magthavere og folket generelt.

Han har oplevet, hvordan pres selv i et af Afrikas mest pressefrie lande fik ham fyret fra en arbejdsgiver, der ellers altid har stået for opposition mod magten og rimeligt frimodigt har talt alt og alle imod.

Godfrey Mwampembwa, ‘Gado’, blev fyret fra Nation Media Group efter hårdt pres fra to landes præsidenter. Denne tegning var dråben.

Hvis du analyserer den for, hvad den er, en tegning, så bemærk stereotyperne han bruger i sin pen. Store læber, opsat hår ‘a la vilde negre’, afro og ikke mindst paryk og bastskørter. Jeg har ‘Hvis jeg var en rig mand’ i tankerne, erstattet af ‘Hvis jeg var en sort mand’ i stedet. Det er jeg ikke, men ‘Gado’ er og han slipper selvfølgelig fri for at blive blameret for den slags racistiske stereotyper. Han bruger dem til at gøre grin med Tanzanias daværende præsident Kikwete og samtidig får han fortalt, hvem der bakker lederen op.

Skønt at se, og det må siges at virke, når man efter 23 år får en tvungen orlov på et år som gave fra arbejdsgiveren, for så at blive fyret året efter i 2016, når du igen møder på arbejde.

Den her med aberne var aldrig gået i Danmark. At han spiller på den klassiske japanske, buddhistiske figurgruppe er indlysende, og med tilføjelsen af aben med røven i vejret og hånden, der holder lort inde, tager han skridtet videre. Han læner sig tilmed op af den klassiske europæiske raceteori, der sammenligner de sorte med aber. Alt i alt en tegning, der havde givet ham en politianmeldelse fra Ærø helt over til København. Den Afrikanske Unions aber…

Sidst men ikke mindst, skal I også se en kenyaner med spyd og bar overkrop. Her i klassisk Masai-position.

Gado er blevet kald den vigtigste afrikanske satiretegner af Sydafrikas Jonathan Shapiro, ‘Zapiro’, som jeg skriver om næste gang.

At tegninger kan ændre lovgivninger, hersker der ingen tvivl om. Jeg håber bare ikke at presset fra sikkert velmenende mennesker til at få forbud mod både satire og karikatur vil lykkes.

 

I Kenya er det lykkedes at få forbud på forbud kørt ind i lovgivningen. Hvis Gado havde lavet en lignende tegning i dag, den som fik ham fyret, ville han kunnet få en bøde på 35.000 kroner og op til to år i skyggen. Lad os for hans og vores egen skyld fastholde retten til at tegne tegninger og bruge dem i hverdagen. Uanset om de støder nogle udvalgte grupper.

Se Gado på dette indslag fra Al Jazeera, hvor han også beretter om presset fra alle sider – fra præsidenter til feminister. Det er en god fortælling.

 

AfspilAfspil

FOLKEMORDERNE I BLANDT OS

WENCESLAS TWAGIRAYEZU…

…hedder manden der er blevet arresteret for at have været med til at slå mere 1000 mennesker ihjel under folkedrabet i Rwanda. Han blev arresteret i går og stod foran en dommer i morges. Rwanda ønsker ham udleveret.

Ikke uventet er det Bjørn Elmquist, der forsvarer ham.

Folkemorderen skulle aldrig have haft adgang til Danmark, men tjekket af disse mennesker er alt for lempfældigt fra Udlændingestyrelsens side. Der findes dusinvis af folkemordere, der går frit rundt i Danmark. Kalundborg er overbefolket med folkemordere.

 

Dømte folkemordere i gang med den kendte økse. Som en af dem sagde mens jeg filmede dem, “en økse kan bruges til mange ting”.

De holder sammen og kommunikerer i deres ‘Hutu Power’ netværk. For dem er der bare halvleg lige nu, der skal nok komme en dag, hvor kampen – folkemordet – føres til ende. Vi i vores verden tager dem ikke alvorligt, men de er mere fanatiske end de nazister, der formåede at flygte fra Tyskland i 1945. Jeg mødte nogle af de tyskere i Argentina i 1976.

Folk fra Rwanda er generelt arbejdsomme og glider let ind i det danske samfund. Jeg er sikker på, at hr. Twagirayezu har været af den beskaffenhed. En elskelig social mand (han kan lide Helle Thorning og kammeraterne), lidt ligesom Idi Amin og Saddam Hussein – for at nævne nogle ligeså elskelige familiefædre, folk kender.

Wencelas Twagirayezu har svunget macheten med stor iver.

 

Kranier fra dræbte under folkedrabet i Rwanda 1994, her i i kælderen under kirken i Nyamata.

På den liste over efterlyste folkemordere, som ligger tilgængelig for enhver på internettet står der lakonisk:

174. TWAGIRAYEZU Wensislas son of SEMUGESHI and NTAWUKAZI Rose, born at GACURABWENGE Sector, BWERERE Commune, former GISENYI Prefecture. He is suspected to be in DENMARK.

 
Jeg kan stadig blive rystet over, at han helt tydeligt figurerer på en sådan liste, og samtidig kunne leve et almindeligt liv på Smørumnedrevej, hvor han boede til leje i et ligeså almindeligt parcelhus fra 1964. At han kunne gå på arbejde som lagerassistent i Atea, IT-firmaet i Ballerup, der også er indblandet i kriminelle handlinger.

Myndighederne i Danmark kender mange af disse mordere, men for nogle år siden besluttede man sig fra politisk hold at drosle ned på den SØIK-afdeling, der arbejdede med at efterforske folkemorderne. Så selvom de er kendte af politiet, går de frit rundt.

Personligt finder jeg det forkasteligt.

Manden her var folkeskolelærer i Rwanda. Han var lokal leder af CDR, et ultra fascistisk parti der får ny-nazisterne i Europa og USA til at ligne vandkæmmede søndagsskolebørn. CDR var kernen i Interehamwe, de militser der ved håndens arbejde skar en million mennesker ihjel på kun 100 dage. Nu overdriver jeg selvfølgelig, for omkring 35% af drabene foregik med skydevåben.

 

Lake Kivu, Rwanda juli 1994. Lig i vandkanten. Den anholdte danske stasborger var formand for ekstremist partiet CDR netop her.

Det er blever rapporteret i dag, at hr. Twagirayezu måtte have papirservietter til at tørre øjnene af statsanklageren. Gad vide om han græd den dag han personligt slog et spædbarn og en gammel dame ihjel med en kølle?

Hvis man i Rwanda siger, at man kommer fra Danmark, ser de meget skævt til en. Særligt de skandinaviske lande og Frankrig har et dårligt ry på det område.« Siger Rwanda-ekspert Simon Turner, som er lektor på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

I Rwanda siger Jean Bosco Mutangana, som er rigsadvokat og førhen arbejdede tæt sammen med dansk politi: ”Danmark er et land, vi har gode relationer til, når det kommer til at få de ansvarlige for folkedrabet mod tutsierne anholdt”.

Danmark ser ud til at have de Afrika-eksperter og flygtninge fra Rwanda, landet fortjener.

Simon Turner udtaler sig videre til JP med de begavede ord: ”Ja, i 1994 svigtede FN, og Frankrig klumrede i det”.

Frankrig klumrede i det”.

Undskyld mig her hr. ekspert, den franske regering finansierede Interehamwe, bakkede styret op omkring folkedrabet, nogle af deres officerer deltog fysisk i drabene, og de gav madame Agathe, kvinden der styrede folkemordet, politisk asyl og fandt en bolig til hende i en rig forstad til Paris. Hun blev kørt til lufthavnen i Kigali under fransk beskyttelse og forlod Rwanda siddende i en fransk militærflyver, da lokummet blev for hedt.

Vi tager den igen. ”Frankrig klumrede i det”.

Med den udgangsbøn takker jeg af.

Som et lille PS: Nu vil jeg igen modtage dødstrusler fra Hutu Power netværket, sådan er det.

 

 

 

 

HANS ROSLING – MANIPULATIV MESTER?

Af Jørn Stjerneklar

Dette er en slags nekrolog…

Men har man boet på – og beskæftiget sig med – kontinentet i så mange år, som vi har i firmaet, kan man godt forholde sig til både statistik og fremtidens virkelighed, som er radikalt anderledes, end Hans Roslings fremturen i Deadline.”

Sådan skrev jeg i en blog den 9. december 2016. Så det er ikke for at tale dårligt om en død mand, jeg nu skriver om Hans Rosling igen.

Den danske venstrefløj mistede enhver form for kildekritik, i forhold til Rosling, da han var i live. Han var i den grad manipulerende i sin fremlægning af ‘fakta’ og vil, når alle har sundet sig, forhåbentlig blive pillet ned fra piedestalen.

Manipulerende på denne måde

I Adam Holms interview, som har givet Rosling heltestatus i DK, fik Rosling kædet den faldende befolkningstilvækst globalt sammen med, at det er fedt, at der i år 2100 er fire milliarder afrikanere mod 1,234 mia. i dag. Han så scenariet som et kæmpemarked for de store multinationale firmaer. Altså har vi intet at frygte mht. indvandring, for befolkningstilvæksten er næsten ikke eksisterende mere globalt. Og afrikanerne bliver nok hjemme.

North?

Det er mange år siden, vi stoppede med at sejle afrikanerne gratis over til Amerika, så der er stort set ingen, der bliver tvunget den vej mere. Trafikken af afrikanere, der rejser østpå er minimal, de, der gør det – somalierne – tager til Yemen. Men mange afrikanere vil stadig gerne væk fra deres kontinent.

Og hvor tager afrikanerne så hen?

Til Europa. Der er ved at være rigtigt mange afrikanere her på det afrikanske kontinent, og klimaforandringer, krige, korruption osv. vil få flere millioner til at flytte sig nordpå. De har ikke tid til at vente på, at de multinationale selskaber kommer og sælger dem billige vaskemaskiner, som er Roslings argument for, at det går pivgodt.

Rosling sagde, at antallet af børn i verden er holdt op med at stige. Men er en stigning på 1,1% lig nul? For globalt er befolkningstilvæksten rent faktisk 1,1%. Det lyder måske af lidt, men jeg kan røbe, at befolkningstilvæksen er langt højere i Afrika. Et faktum, som Rosling så stort på.

Rosling løj direkte – eller havde ikke styr på sine facts – om den nigerianske økonomi, som angiveligt var i kæmpe vækst.

Men da han blev interviewet af Adam Holm var den nigerianske ‘vækst’ i frit fald. Fra januar 2014 til i dag er det ikke bare gået ned ad bakke, der er en minusvækst på 1.94% her i starten af 2017.

I småtingsafdelingen; Rosling kunne end ikke navnet på præsidenten i Nigeria, han kaldte ham Mohammed, han hedder Mohammadu. Lidt som Bjørn og Jørn. But who cares about facts?

Terror, hvilken terror?

Hans Rosling slog Boko Harams terror hen som en bagatel. Boko Haram opererer i flere lande. Anslået op mod 15.000 mennesker er døde som resultat af deres terror*. Eksperter har for længst evalueret Boko Haram til at overgå ISIS i grusomhed overfor civile. Over en en halv million mennesker er internt fordrevne i Nigeria på grund af deres hærgen*. Prøv også at fortælle de andre berørte befolkningsgrupper i Cameroon, Chad, Benin og Niger, at disse muntre svende fra Nigeria er en bagatel.

Adam Holm prøvede forsigtigt at sige noget om krige andre steder på kontinentet, også det blev også slået hen af Rosling. Men se lige på ACAPS sidste ugentlige opdatering: Afrika har problemer, og de er så store, at folk uvilkårligt vil flygte fra dem. Det er faktabenægtelse at sige anderledes.

Hans Rosling påstod også, at et flertal af menneskeheden har adgang til elektricitet. Korrekt globalt, men i Afrika lever 2/3 af befolkningerne uden adgang til el.

Europas altoverskyggende fattigdomsproblem ligger syd for Middelhavet.

Roslings slutargument i interviewet overfor en måbende Adam Holm var 100% Donald Trump:

”Der er ikke noget at diskutere. Jeg har har ret, og du har uret”.

Hvorfor blev Hans Rosling så populær? Er det fordi folk hører det, de vil høre?

Han var i sandhed et lys i den postfaktuelle virkelighed. Eller måske snarere den første store stjerne i den alternative faktaverden?

Klippet af Holm og Rosling er blevet set på DR knap 900.00 gange og på Youtube 473.000 gange.

R.I.P

*Der er kommet nye tal frem siden jeg skrev bloggen den 8. februar. Det anslås nu, at over 20.000 er dræbt, 4.000 kvinder og piger bortført, og at der stadig er 1.6 million internt fordrevne, og at 6.7 millioner mennesker har behov for beskyttelse i det nordøstlige Nigeria. Tallene er fra ACAPS rapport udsendt den 10. februar.

OM STATISTIK OG VIRKELIGHED

 

 

LØGN OVER LØGN

Af Jørn Stjerneklar

Jeg har i starten af 2017 kastet mig ind i et fagligt slagsmål omkring titlen korrespondent. Anledningen er, at Folkekirkens Nødhjælp har ansat to informationsmedarbejdere i henholdsvis Mellemøsten og Afrika. Intet kontroversielt i det.

Men de har valgt at kalde medarbejderne for korrespondenter. Og det får mit pis i kog. FKNs mediechef, Per Bjerre, tidligere ansat i DR i 26 år, forsvarer titlerne med alle mulige tåbelige udsagn. Han udstiller sig selv f.eks med den her udtalelse:

»Nu er det jo sådan med ordbøger, at de ændrer sig hele tiden. De tilpasser sig virkeligheden. Det er ikke virkeligheden, der skal tilpasse sig ordbøgerne. I dag kan organisationer jo tale direkte til brugerne uden om pressen gennem deres egne medier. Så ordbogens definition kan meget vel være anderledes om nogle år. Korrespondentbegrebet er ikke entydigt. Nogle landes ordbøger definerer det også anderledes,«

Det må han sådan set selv om.

Men her en af mange forklaringer på, hvorfor I ikke kan stole på informationsjournalister i bistands- og nødhjælpsbrancen. Her er historien bag min fyring for åben skærm.

Da jeg kom til Danmark, lige efter folkedrabet i Rwanda var afsluttet, tog jeg en snak med både den daværende generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen, og Dansk Røde Kors general, Jørgen Poulsen. Jeg bad dem mindeligt om at tone deres annoncekampagne ned. De bildte danskerne ind, at de skulle hjælpe ofrene for folkedrabet. Problemet var, at ofrene var døde og dem, de to organisationer hjalp, var folkemorderne.

Læs resten

OM STATISTIK OG VIRKELIGHED

Af Jørn Stjerneklar

Uganda – et land hvor Mayday Press har haft base engang – har verdens højeste befolkningstilvækst. Den dag, vi landede i Entebbe i starten af 1991 for at bosætte os i Afrikas Perle, var der en folketælling i gang. Alle var blevet bedt om at blive hjemme.

For første gang i årevis var Kampalas gader stille.

Folketællingen endte på 16.671 millioner indbyggere.

Sidste folketælling i 2014 endte op på 34.634 millioner.

skaermbillede-2016-12-09-kl-10-16-00

Det er en svimlende befolkningstilvækst, næsten en fordobling siden hin søndag i ’91, og det kan i den grad ses både i gaderne i hovedstaden – og ude på landet.

Tilvæksten er på 3.3 %. Der fødes knap 6 børn per kvinde!

Ugandas præsident Yoweri Museveni, som tilskynder den høje befolkningstilvækst i landet. Er der to der står sammen, er det ham og Hans Rosling. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Ugandas præsident Yoweri Museveni, som tilskynder den høje befolkningstilvækst i landet. Er der to der står sammen, er det ham og Hans Rosling. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Fornylig blev jeg af Verdens Bedste Nyheder’s Sophie Rytter på Fagfestival i Odense konfronteret med et tv-klip med Hans Rosling, den svenske messias blandt de rettroende politisk korrekte i NGO-verden.

Han siger, at han ikke forholder sig til statistik, men til virkeligheden.

Okay, det lyder godt, og derfor behøver han ikke forholde sig til andet end i dag. For ingen af os kan jo spå om virkeligheden i morgen.

Og så plaprer han ellers løs om fremtidens glæder for et overbefolket Afrika.

Men har man boet på og beskæftiget sig med kontinentet i så mange år, som vi har i firmaet, kan man godt forholde sig til både statistik og fremtidens virkelighed, som er radikalt anderledes end Hans Roslings fremturen i Deadline.

Ifølge Hans Rosling er det en fordel for både afrikanerne og os, at de bliver så mange. Livet er en lang dans på roser. Det skal jeg fortælle denne havnearbejder i Port Bell næste gang jeg møder ham. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Ifølge Hans Rosling er det en fordel for både afrikanerne og os, at de bliver så mange. Livet er en lang dans på roser. Det skal jeg fortælle denne havnearbejder i Port Bell næste gang jeg møder ham. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

En af ‘undskyldningerne’, læs forklaringerne, for folkedrabet i Ugandas nabo mod syd, Rwanda i 1994, var netop den store befolkningstilvækst. Præsidenten, Juvénal Habyarimana, sagde flere gange i månederne op til blodbadet, at ‘bægeret var fyldt op’, altså at landet ikke kunne klare flere mennesker.

Det havde hans kone og to svogere så lagt en plan for at få tømt, det der bæger. 100 dage senere var der en million færre Rwandere i live.

Hvad tror de rettroende, der vil ske i et land som Uganda, som efter alle statistiske beregninger vil være Afrikas folkerigeste inden næste århundredeskifte? Helt ærligt? Uganda vil have flere mennesker end Nigeria!

Enten vil historien gentage sig, der er masser af etniske spændinger i Uganda. En nedskydning af mere end 80 demonstranter i den vestlige del af landet for to uger siden giver et fingerpeg.

Får vi et nyt folkedrab indenfor de næste 20 år? Eller en masseudvandring mod nord, mod bedre forhold? Eller begge dele? Lidt etnisk udrensning kombineret med en flygtningestrøm?

Jeg vil umiddelbart hælde til den sidste mulighed, men igen, det kan også være, at Kina om 20 år endeligt har fået overtaget Uganda og fået indsat en marionetregering, der så indfører et-barnspolitik, strengt nødvendigt, men med sikkerhed upopulært.

Vil vi i vesten sidde på vores flade og lade et af disse scenarier udspille sig – eller vil vi begynde at forholde os til virkeligheden i Afrika og få dæmmet op?

Vi forbliver nok passive, og så kan EU få lov til at indføre nedskydning af økonomiske migranter i Middelhavet, som en del af samfundstjeneste for vores lovovertrædere. Ligesom Kina sendte 1000vis af straffefanger til Uganda for at opføre den nye dæmning for Nilen tilbage i start ’90’erne. Kinesere, som blev hængende i landet efter byggeriet var færdigt. Kriminalitet betaler sig åbenbart i Folkerepublikken.

Om 24 timer er der 3.543 flere ugandere end der var, da du læste det her. Tallet er fratrukket de 483 der døde i samme døgn.

Hver dag søger 90 ugandere grønnere græsgange. 31.873 det seneste år.

Befolkningstallet er her i slutningen af året estimeret til godt 40 millioner.

Mbale nord for Kampala. Heldige unge mænd i arbejde i en vermiculite-mine. Den Afrikanske Udviklingsbank anslår ungdomsarbejdsløsheden, og hold nu fast, til 83 %. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Mbale nord for Kampala. Heldige unge mænd i arbejde i en vermiculite-mine. Den Afrikanske Udviklingsbank anslår ungdomsarbejdsløsheden, og hold nu fast, til 83 %. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Og så tyg lige på den her. Halvdelen af Ugandas befolkning i dag er under 15 år gamle.

Som en populær dansk tegnet figur, Hugo, spurgte hver fredag aften i vores tv tilbage før verden gik af lave. ”Hvor skal vi hen, du?”

PS: Hvis I vil se Hans Rosling overfor en usædvanlig dårlig forberedt Adam Holm, så er han her: https://www.youtube.com/watch?v=bcpjl0mxRvs

Lars Løkke, hvordan sover du om natten?

Vi er lige ankommet til Peshawar, hovedbyen i North West Frontier Province i Pakistan. Året er 1988, det er slut juli.

Lars Løkke Rasmussen og vi andre tre danskere i delegationen fra Dansk-Afghansk Venskabsforening går om aftenen ud for at shoppe lokalt. Vi mangler noget andet tøj, så vi ikke stikker alt for meget ud i gadebilledet. Der bliver indkøbt flere sæt Shalwar Kameez, den pyjamaslignende, populære klædedragt her i nærområdet.

Lars Løkke på shoppingtur i Peshawar i juli 1988. Han køber adskillige Shalwar Kameez, en vest, en pokol og husker at få bilag på det hele...

Lars Løkke på shoppingtur i Peshawar i juli 1988. Han køber adskillige Shalwar Kameez, en vest, en pokol og husker at få bilag på det hele…

Dagen efter tager vi på besøg i nogle af de enorme flygtningelejre der ligger udenfor millionbyen. Pakistan huser på det her tidspunkt i verdenshistorien op mod 2 millioner flygtninge fra nabolandet Afghanistan.

Det er for os danskere rystende at se, hvilke forhold især de nyankomne familier lever under. De må bo i interimistiske telte og leve af almisser som lokale ngo’er uddeler.

Nyankomne flygtningebørn venter på mælk udleveret af en lokal NGO. Vi besøgte disse flygtninge inden vi rejste ind i Afghanistan.

Nyankomne flygtningebørn venter på mælk udleveret af en lokal NGO. Vi besøgte disse flygtninge inden vi rejste ind i Afghanistan.

Lars Løkke Rasmussen er på det tidspunkt formand for Venstres Ungdom. Da han kommer tilbage til Danmark et par uger senere, bruger han meget tid på at holde foredrag på blandt andet landbrugsskoler, også om flygtningesituationen. Han arrangerer en konference på Christiansborg med fokus på afghanernes situation. Han vil mobilisere de borgerlige i Danmark til at forholde sig til nøden derude.

Nogle af de flygtninge Lars Løkke Rasmussen mødte udenfor Peshawar i juli 1988,

Nogle af de flygtninge Lars Løkke Rasmussen mødte udenfor Peshawar i juli 1988,

Spring frem til september 2016. Lars Løkke har nu opnået den post, han har attrået siden han var 24 år gammel. Han står i spidsen – ikke bare for regeringen, men for landet. Lars Løkke er statsminister. Lars har nu magt og viden til at kunne gøre en forskel.

Det gør du så, Lars. Du vælger at droppe den aftale, man har haft partierne imellem siden 1979. En aftale om at Danmark i anstændighedens navn modtager et antal flygtninge hvert år, som UNHCR (FN) udpeger som særlig udsatte.

De senere år, siden 2006, har tallet ligget på 1500 fordelt på en tre årig periode. Altså i snit 500 mennesker om året. Folketinget har hvert år vedtaget, at Danmark vil leve op til det menneskelige og økonomiske overskud, vi har i den her del af verden, og være med til, omend i mikroskopisk størrelse, at afhjælpe presset på lande, der er naboer til krigsramte nationer. Siden 1989 blev tallet 500 indføjet i aftalen. Vi har altså i 27 år modtaget 500 af de mest trængende flygtninge derude.

Siden 2006 har vi strammet skruen, så kun integrationsegnede flygtninge er kommet gennem nåleøjet.

En fin beslutning som nu er suspenderet.

Nu bliver jeg nødt til at spørge dig Lars, hvordan sover du om natten? Du har med egne øjne set, hvordan folk lider under andres krige. Hvad har fået dig til at ændre 37 års politik?

Jeg har personligt været med på to ture sammen med henholdsvis Udlændingeservice og Udlændingestyrelsen, når de skulle udvælge kvoteflygtninge. De kvoteflygtninge FN udpeger til os, er de mest gennemtjekkede flygtninge på planeten. Der er ingen økonomiske migranter. 99% af de afrikanske flygtninge har aldrig hørt om Danmark, om bistandshjælp, børnecheck osv. De vil bare leve – og overleve, og det kan de ikke i de lejre, de bliver hentet i af forskellige årsager.

Jeg forstår udmærket, at Danmark som nation ikke kan tage enorme mængder af flygtninge. At vi hellere vil hjælpe i ‘nærområderne’ er i min optik absolut mest hensigtsmæssigt. Hvis vi så bare gjorde det.

Jeg forstår helt sikkert argumentet om, at nogle flygtninge er nemmere at integrere end andre. Det viser vores korte historie med flygtninge. Men kan man så ikke bare gøre det? Lave en dagsorden, hvor vi selektivt kun vælger fra de lande, hvor vi som danskere har været med til at fucke up?

Hvis vi skal tilsidesætte alle konventioner, fint med mig, så længe vi fastholder et ansvar for egne handlinger og påtager os den ‘byrde’, det er at lege stormagt derude.

Amerikanerne har ingen problemer med at vælge flygtninge ud, og det er jo USA, vi følger i tykt og tyndt. Kan vi så ikke gøre det samme med f.eks. congoleserne?

Den konservative Kristian Ditlev Jensen afleverede denne svada efter beslutningen:

Venstre smed i denne uge al anstændighed overbord ved at kræve en total afvisning af kvoteflygtningene. Danmark – mener regeringspartiet – har ikke, sådan lige pt., plads til de allersvageste flygtninge på hele kloden. Sindssyge, kvæstede, forfulgte oldinge og skamskudte frihedskæmpere fra totalundertrykkende regimer og traumatiserede, sårede, forældreløse børn i førskolealderen. 
Who cares? Venstre gør ikke. Thi pladsen røg til økonomiske migranter. Årtiers international etik knipset ad helvede til som en bundtyret cigaret.”

Lars Løkke Rasmussen i en celle på en politistation i millionbyen Peshawar, Pakistan.

Lars Løkke Rasmussen i en celle på en politistation i millionbyen Peshawar, Pakistan.

Lars, du har simpelthen svigtet dine egne idealer og humanisme. Der er ingen brugbar undskyldning for din handling ud over populisme og signalpolitik. Du er blevet forrået dybt ind i sjælen, og du skammer dig ikke engang over det.

Der er mindre end en måned til året rinder ud. Tag dog de 491 flygtninge, I har lovet at tage. Som Folketinget vedtog for tre år siden. Så kan I lukke og slukke ned for humanismen efterfølgende.

Det kan nås – gør det!

Udryd de Sataner

Intet vækker så meget moro som at se den unge Albert kile af sted som en ung elefant på det smukke hvide sand. Hans adfærd viser de forbavsede sorte, at en hvid mand også kan være gemytlig, at han kan løbe og springe om kap, som de selv gør det.”

Af Jørn Stjerneklar

Sådan skrev min for længst afdøde kollega Henry Morton Stanley i sin dagbog i 1879.

Der er løbet meget vand fra Congo-floden ud i Atlanterhavet siden den 20-årig danske Albert Christoffersen begravede sine fødder i det smukke hvide sand på stranden ved Banana. I det land, der senere kom til at hedde Belgisk Congo.

Albert Christoffersen havde sammen med makkeren Martin Mortensen taget hyre for datidens mest berømte opdagelsesrejsende, amerikaneren Stanley. De to danskere adskilte sig i den grad fra de sædvanlige hvide mænd, som negerene på tidspunkt havde stiftet bekendtskab med. Især Albert, som behandlede de lokale som ligemænd.

Måske han bare var et produkt af den danske kultur, den danske åbenhed, sågar måske berørt af det frisind, som vi stadig bryster os af?

Albert var i hvert fald med til at cementere et helt særligt dansk forhold til det, der langt senere blev en nation.

Albert Christoffersen sammen med de sorte han mødte på ligefod

Albert Christoffersen sammen med de sorte han mødte på ligefod

Desværre kunne vi danske heller ikke dengang holde kadencen. Altså blive ved med at opføre os humant og forstående. Efter de to opdagelsesrejsende, Stanley og Christoffersen, som de eneste hvide mænd havde overlevet den lange tur op ad Congofloden til afrikas hjerte, kom andre landsmænd til.

Andre typer. Danskere med nye ideer om race, andre tanker om menneskeværd og om krig.

Fra Danmark rejste i årtier hundredevis af soldater og sømænd afsted for at kolonisere landet. De ville ikke opholde sig hjemme i nærområdet, efter vi havde tabt krigen til Tysken. De søgte drømmene, penge og magt i det centrale Afrika. Og fik jobs og ansvar, de aldrig havde kunnet få i hjemstavnen.

Alt var Forvirring i Landsbyen. Soldaternes Bagladere og de Indfødtes Forladere knaldede paa alle Kanter, medens Pile og Lanser susede igennem Luften. Men vi var komne alt for pludseligt og overraskende til at nogen ordnet Modstand kunde etableres, saa de Indfødte efter meget kort Kamp flygtede ind i Skovene efterladende en Snes døde og Saarede.”

Skriver en ung løjtnant Lindegaard i sin dagbog. Så kunne de lære det, de indfødte, den hvide danske mand stod ikke tilbage for nogen i drabets ædle kunst.

laenker

En anden dansker har den for ham ikke særlig fede, men uigenkaldelige rekord at være den første hvide mand, de sorte congolesere slår ihjel.

I 1889 bliver en dansk flodskipper nakket af de indfødte. Sådan noget gør man ikke ustraffet, der bliver sendt en hel hær afsted for at give dem en lærestreg. På en 150 km. strækning langs floden bliver hver eneste af de rige handelslandsbyer brændt ned til grunden og alle marker plyndret.

De danske udvandreres samarbejde med belgierne bærer frugt. I løbet af få år er halvdelen af indbyggerne i Congo døde. Hvad krudt og kugler ikke klarer, gør de sygdomme, den hvide mand har bragt med sig.

10 år efter flodkaptajnens død indfinder den mest prominente dansker sig, i det der nu med en hvis ironi hedder Fristaten Congo. Officeren Frederik Valdemar Olsen.

Olsen når langt. Han når faktisk at banke tyskerne og få personlig hævn for 1864 så eftertrykkeligt i slaget om fjendens hovedkvarter i Tabora (i nutidens Tanzania) i 1916, at der blev skrevet om ham – ikke bare i verdenspressen. En march blev komponeret til ham.

Kalundborgdrengen, Frederik Valdemar Olsen, her som ung løjtnant i starten af sin karierre i Congo.

Kalundborgdrengen, Frederik Valdemar Olsen, her som ung løjtnant i starten af sin karierre i Congo.

Så fortæl mig, at vi ikke har et ansvar for congoleserne i dag? Ikke så meget, fordi vores lejesoldater var med til at slå dem ihjel, ikke så meget, fordi vores sømænd var med til at omdanne landet til en stor forretning, som gav et enormt overskud til belgierne.

Men fordi vi var med til at opdrage et helt lands befolkning til at grusomhed betaler sig. Congo har aldrig rejst sig igen. Drab er en del af landets dna.

Vi fører stadig krig under fremmede himmelstrøg. Afghanistan i sidste uge, Libyen i går og i dag er vi med i Syrien. Igen slår vi folk ihjel, igen er vi årsag til, at de må flygte ‘ind i skovene’, som løjtnant Lindegaard så malerisk beskriver det.

Har vi et ansvar for at modtage flygtninge fra de steder?

I Congo anslås det, der er 48 voldtægter – i timen. Op mod fire millioner mennesker er døde som følge af krigen siden årtusindskiftet.

Det er da noget…

Der er rigtig mange, der flygter fra landet. En del af congoleserne har vi taget til Danmark som kvoteflygtninge.

Wambe Kapoti Keston, 19 år gammel flygtning fra Congo (DRC), nu bosat i Danmark. Han kom ind som kvoteflygtning i 2008 © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Wambe Kapoti Keston, 19 år gammel flygtning fra Congo (DRC), nu bosat i Danmark. Han kom ind som kvoteflygtning i 2008 © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Over 1000 mennesker siden 2006! Det er jo fantastisk.

Men nu sætter vi også en prop i det hul, her hundrede år efter general Olsen tævede Tysken i Tabora.

Vi kan simpelthen ikke klare 500 kvoteflygtninge ved siden af alle de andre flygtninge, der stormer vores grænser. Selvom der stadig sidder 491 som vi principielt burde lukke ind i Danmark.

Støjberg har nået sin egen personlige kvote.

Jeg forstår udmærket, at Danmark som nation ikke kan tage enorme mængder af flygtninge. At vi hellere vil hjælpe i ‘nærområderne’ er i min optik absolut mest hensigtsmæssigt. Hvis vi så bare gjorde det.

Jeg forstår helt sikkert argumentet om, at nogle flygtninge er nemmere at integrere end andre. Det viser vores korte historie med flygtninge. Men kan man så ikke bare gøre det? Lave en dagsorden, hvor vi selektivt kun vælger fra de lande, hvor vi som danskere har været med til at fucke up?

Hvis vi skal skide på alle konventioner, fint med mig, så længe vi fastholder et ansvar for egne handlinger og påtager os den ‘byrde’, det er at lege stormagt derude.

Amerikanerne har ingen problemer med at vælge flygtninge ud, og det er jo USA vi følger i tykt og tyndt. Kan vi så ikke gøre det samme med f.eks. congoleserne?

I Leopoldville, hovedstaden i Congo, var der engang to gader opkaldt efter vores to danske congofarere: Christoffersenvej og General Olsenvej. Christoffersen tog tilbage til Danmark, general Olsen blev og levede sit liv i Congo. Som politisk flygtning.

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal have evig dårlig samvittighed overfor vores kolonieventyr i Afrika eller Indien. Eller i Grønland og Norge. Men vi bør have særlige relationer til de lande, de steder, hvor vi har ført os frem med hård hånd. Og når alt er ramlet, som det er i Congo, kan vi så ikke bare i det mindste tage 500 gode kristne flygtninge ind om året?

Je Suis Jalving – Je Suis Hutu?

Skærmbillede 2016-08-27 kl. 12.41.14

Af Jørn Stjerneklar

I mangler nogle af fjenderne. I må returnere og gøre arbejdet færdigt. Gravene er ikke fyldte endnu”.

Sommerens 30 timers taleradio, manufaktureret af Mikael Jalving på Radio 24syv, har fået en del til at stoppe op og spørge, om det nu er public service.

Jeg kan berolige Jalving, Mikael Bertelsen, Mads Brügger og ikke mindst Jørgen Ramskov om, at I har fat i den lange ende her.

Indledningcitatet stammer fra Radio Télévision Libre des Mille Collines (RTLM) populært betegnet som Radio Mille Collines. En privat financieret/public service radiostation som begyndte at sende i starten af juli 1993. Den holdt op med at transmittere godt et år efter. Men budskaberne havde på de 12 måneder nået de lyttere, man fra start af havde sat sig som målgruppe: Ungdommen, dem med muskler og handlekraft. De der elskede bramfriheden i æteren, hvor værterne turde kalde en machete for en machete.

I har historien med jer på 24syv

Jeg lærte lyd- og billedhåndværket i en mediegruppe ved navn ‘Victoria’. Et af vores mottoer var: ‘Man kan ikke sigte for lavt’. Vi tilskrev det Joseph Goebbels, velvidende han aldrig havde ytret de ord. Men det lød sgu godt at fremture med. Og selvom ingen af de ovennævnte herrer fra 24syv var med i ‘Victoria’, har de på forunderlig vis alligevel taget budskabet til sig. Der bliver sigtet lavt hos Jalving.

Nu vil det tidligere medlem af centralkomiteen i Kommunistisk Arbejderparti, Jørgen Ramskov, sikkert fremføre, at hvad nogle negere laver af drengestreger nede i Afrika aldrig kan sammenlignes med, hvad en dansk intellektuel historiker kaster ud i æteren i Danmark. Men det er ikke helt korrekt. En af de toneangivende journalister på ‘Radio Mille Collines’ var den belgisk/italienske, hvide journalist Georges Ruggiu. Den eneste ikke-rwander, der fik en straf (12 års fængsel) for deltagelse i folkedrabet.

Det er, hvad had-radio kan føre til

Drab, mord, voldtægt og almindeligt ubegrundet vold.

Der var mange opfordringer til at lukke ‘Radio Mille Collines’ fra FN, diplomater og politiske modstandere, men landets præsident Juvenal Habyarimana, som var presset til det her forfærdelige demokrati af vesten, havde selvfølgelig svar på tiltale. Han kunne bare sige, at han ikke kontrollerede radiobølgerne der flød mellem de 1000 høje, at demokratiet garanterede ytringsfriheden.

At Danmark står med enorme problemer i forhold til folkevandringen fra Afrika, integrationen, eller mangel på samme, af især muslimer fra mellemøsten og Somalia, hersker der ingen tvivl om. Men at tro løsningen ligger i at skabe had til de befolkningsgrupper er i bedste fald kynisk.

Goebbels var, ligesom radioværterne i Rwanda, også en mand der turde kalde en spade for en spade, en jøde for en jøde.

Propaganda skal gøre det let at placere sin vrede, aggression, ved at udpege et mål for hadet”.

Det gør du også meget godt, Jalving.