Blogs


Mzungu? Mimi?

jorn80

af Jørn Stjerneklar

Er der noget værre end den åbenlyse, skinbarlige diskriminering?

Nej!

I 1993 fik jeg nok. I tretten år havde jeg bevæget mig rundt i Østafrika. Siden den allerførste aften i Nairobi i marts 1980 var jeg blevet kaldt et ord, som i aller bedste fald er ligeså nedsættende som sigøjner er i dansk sammenhæng.

I året ’93 er Kenya mit hjem, men jeg har før boet i både Tanzania og Uganda og rejst i Zaire og Mozambique. Alle lande, hvor Swahili tales – og folk dermed bruger ordet Mzungu.

Er jeg træt af at blive kaldt rundforvirret, en mand uden mål af over 100 millioner mennesker? Ja!

For udover den bogstavelige udlægning af mzungu, rundforvirret og uden mål, ligger der mellem de seks bogstaver holdningen: ‘Du er ubegavet‘.

Og nu gider jeg ikke mere

Jeg skal til frokost med selveste præsident Daniel arap Moi, Kenyas ubestridte diktator i årevis, men siden 1992 folkevalgt med et massivt flertal i ryggen.

Ikke mange journalister har haft adgang til Moi, han afskyr os som pesten. Han er manden, der mener, at “pressen er den største trussel mod demokratiet”.

Jeg arbejder for BBC som kameramand, vi er ved at lave en dokumentar om ‘Tiny’ Rowland, den mest magtfulde, hvide forretningsmand på kontinentet. Han er CEO for Lonrho.

Roland ‘Tiny’ Rowland er på fornavn med hver eneste diktator syd for Sahara og en god ven af Ghadaffi i Libyen. Han er med andre ord ‘the man’. Via ham kan jeg få mulighed for at få et helt forfærdeligt ord og begreb lukket og slukket, når jeg fremlægger problemet for arap Moi. Et ord, som vi hvide, der er i absolut mindretal i de otte lande, hvor mzungu bruges, har levet med siden 1800-tallet.

Nu vil vi høres.

Der er dækket op i parken, der omgiver ‘State House’. Baldakinerne er flot grøntstribede, dugene stivede og kridhvide mod det irgrønne græs. Sølvtøjet blinker til mig fra de opdækkede borde.

‘Tiny’ introducerer os tre, produceren (hun er godt nok en bitch), lydmanden og undertegnede. Moi virker som lidt af en træmand. Men jeg ved fra bekendte og min nabo i Tigoni, at man ikke skal lade sig snyde. Han har både humor og vid. Så efter lidt small-talk får jeg fremstammet min klage:

”Deres excellence, jeg ved ikke, om De ved det, men vi hvide har nået smertegrænsen for vores tolerance. Vi vil sætte pris på, at De, som Kenyas ubestridte leder, vil gøre folket opmærksom på, at vi ikke vil kaldes mzungu. Vi foretrækker ordet hvid”.

Moi har ry for at være kejtet, når han skal snakke engelsk. Så det er overraskende, hvor hurtigt han svarer:

”Det vil jeg slet ikke forholde mig til. En mzungu er en mzungu til han dør”.

‘Tiny’ Rowland ser lettere pinlig berørt ud over min fremturen. Det forstår jeg pludselig, da et flashback rammer mig som en uppercut og får hovedet til summe.

Flashbacket

Carlsberg har nogle år før lavet en fremragende biografreklame for deres dårlige øl. En vaskeægte svensker med uvasket fedtet svenskerhår, slidt cowboyjakke og som taler grimt skånsk, står og vil ha’ endnu en øl af en super tjekket københavnsk bartender. Efter at have måttet love en masse ting, bl.a. ikke at brække sig på gaden, er bartenderens sidste spørgsmål:

”Og så lover du at tage den sidste flyvebåd hjem”?

Svaret er indlysende, og vi slår os på lårene i biffen, alle os københavnere, da bartenderen smækker en Hof på disken.

Ovre i Sverige synes de bare ikke, det er sjovt. En minister tager sagen op, og tv-stationerne på begge sider af sundet konkurrerer om at få mest muligt ud af den enorme mangel på selvironi og humor hos vores søstre og brødre hinsidan.

Det samme sker et par år senere, da P3 kører en serie om danskere, der burde være svenskere. Det svenske ramaskrig kan stadig høres i Ekkodalen på Bornholm som en svag hvisken i de lyse nætter.

Alt det her kommer til mig lige der i præsidentens park foran ‘State House’ i Nairobi.

Dann haben wir andere Methoden, ja?

Det skal lige indskydes, at jeg sammen med andre ramte wazungu har prøvet flere tiltag. Det her er før internettet, og vi har bl.a., når vi er i byen, lavet en slags gallupundersøgelse blandt racefæller over flere år. Undersøgelsen stiller det præcise spørgsmål:

”Bryder du dig om at blive kaldt ‘omvandrer uden mål’? Altså et ubegavet menneske?”.

Svarene er 97,4 % nej. Os bag opionsundersøgelsen konkluderer, at de sidste 2,6 % absolut fortsat skal kaldes mzungu.

Der skal tænkes ud af boksen her efter mødet med præsident Moi. Vi må gribe fat i humor og selvironi fra værktøjskassen.

Mayday Press allierer sig med en lokal kunstner og designer. Han er selv samspilsramt i og med, at han er Wahindi, altså ikke sort. Ordet dækker alle, der bare antydningsvis ligner indere, pakistanere, bangladeshere og andet løst fra de kanter. Altså en sand fornærmelse for alle parter.

Hvad han også er, som ikke mange ved, for så ville han ende i spjældet i datidens Kenya: (det vil han stadig gøre, red.) Han er bøsse.

Jeg tror, det er kombinationen af hans brune farve, vores blegansigter og bøsseindgangen (sorry), der får os på rette spor. Hans onkel ejer en tekstilfabrik. Ideen er at masseproducere T-shirts i forskellige farver, toppe og trendy bluser, hvorpå ordet MZUNGU er trykt på brystet. Hvis vi kan få folk til at købe den – og gå med den – stjæler vi ordet fra de swahili-talende.

Vi er klart inspireret af Bøssernes Befrielsesfront, der i starten af 1970’erne vendte ordet bøsse fra noget negativt til noget helt almindeligt. Spørg prinsgemalen om det.

‘Onkel Singh’ (navnet er redaktøren bekendt), som skal skyde mange hundredetusind shillings ind i projektet, er tilbageholdende. Men efter tovtrækkeri i et par år lykkes det. Og det ikke bare lykkes, det bliver en enorm success. Først blandt de hvide kenyanere, så hos turisterne. Folk kan ikke få øjnene væk fra ordet. Det nytter og flytter.

muz3

Gennembrudet kommer, da en lokal kaffebars-kæde bestiller hundredevis af T-shirts til deres sorte medarbejdere. Nu kan du drikke din sorte mokka med udsigt til en sort mzungu. Til allersidst melder de politisk korrekte, hvide NGO-udsendte sig og storindkøber til familie og venner. Julegaverne er hjemme, også hos udviklingsarbejderne i MS.

En tur til Congo med vest på

Man kan vænne sig til det! Når jeg rejser i Congo råber de mundele hele tiden. Det er et ord, som er neutralt, det dækker hudfarve af den lyse slags. Selv en lys, sort congoleser kan man kalde mundele. Og det som nogle sorte kalder kokosnød, altså brun udenpå og hvid indeni, har et lokalt udtryk, mundele ndombe.

I Ghana hedder vi hvide Oburoni, det betyder ikke hvid, og det er heller ikke neutralt. Men betydningen er fortolket forskelligt af phd-besiddende antropologer, etnografer og sprogforskere – fra ‘en der bare dræber’, til ‘en man ikke kan stole på’.

Så vi har kollektivt valgt, sorte og hvide i samhørighed, at det dækker en hvid mand (!). Ikke meget T-shirt salg der. Men mindre man vil trykke en hel doktorafhandling for og bag.

Længere vest- og nordpå hedder vi Toubab, et dejligt ord at sige, men som heller ikke betyder hvid i nogen udstrækning. JP’s Afrika-ekspert Jørgen Ullerup, som har komponeret en sang over ordet, siger: “Been there, done that, and bought the T-shirt”.

Lyt til hittet her:

 

Alle kulturer har altså en måde at omtale hinanden på, som ikke nødvendigvis dækker hudfarven, men som distancerer os fra hinanden på forskellige måder. Med masser af nuancer og tit med et strejf af humor og vid. Ganske som ex-præsident Moi har det.

Du gamla, Du fria

Man kan let ende op med svenske tilstande. Det skete for Nigeria tilbage i 2009, da den velproducerede og humoristiske, sydafrikanske sci-fi-film ‘District Nine’ (senere Oscar-nomineret) kørte over hele kloden. Alle gangsterne var nigerianere og for os i Sydafrika ramte det fuldstændig ind i folkesjælen.

Der blev grinet igennem i biograferne. Oppe i Nigeria fik de colanødderne galt i halsen, filmen blev forbudt lokalt, og informationsminister Dora Akunyili skrev til både producenten og distributøren og krævede en undskyldning. Snak her om en nigerianer, der burde have været svensker.

Det kom så langt ud, at ham, der spillede den nigerianske overskurk, malawianeren Eugene Khumbanyiwa, måtte stå på mål for rollen med det rimelige uddybende svar:

”Det er er en historie, som I ved. Det er jo ikke sådan, at nigerianere spiser aliens. Faktisk eksisterer der jo ikke aliens”.

Det kan være meget lidt sjovt at lave sjov.

Blog-forfatteren siger, at historien bygger på faktuelle begivenheder og reelle følelser. De sproglige og historiske facts er 100% korrekte, dog har skribenten taget sig friheden til et par kunstneriske, journalistiske greb for at få det hele til at glide ned. Bloggen er ikke et udtryk for Mayday Press’ holdning eller mening. Den står udelukkende for skribentens regning.


 

Seneste indlæg

I DEN SORTE GRYDE

Sidste del af serien om afrikanske satiretegnere…

Af Jørn Stjerneklar

Anton Kannemeyer er sidste mand på skansen inden vi alle havner i den sorte gryde. Hvid, afrikaaner og kontroversiel på begge sider sider af farveskalaen.

  

Som et oprør mod sin stamme har han kastet sig ud i et opgør med fordomme og stereotyper. Ved at bruge de selvsamme stereotyper. I mine øjne gør han det eneste rigtige. I stedet for forbud, som sommerens sorte danskere har efterlyst (ikke dem alle, heldigvis), vender han fordommene om.

Lidt som bøsserne i Danmark gjorde i 1970’erne. Kald os bøsser, så laver vi da bare en bøssernes befrielsesfront.

Jeg skal ikke skrive langt om Kannemeyer, I kan læse om ham her.

Grin af de andre, grin af jer selv, frem for alt grin. Er hovedbudskabet i Kannemeyers tegninger. Han startede ud med at lave tegneserier, i dag sælger hans billeder fint som kunst. De kan købes indtil de er udsolgte.

Sommerens debat i Danmark – ikke mindst om en gammel tegning der er brugt i en kaffebars logo på Ærø – har været en ørkenvandring midt i regntiden.

Jeg ved godt at medierne er underbemandede i agurketiden, og at opportunister får spalteplads i metermål og sendetid i timevis. Men normalt er det kun DF der formår at overtage både trykte og elektroniske medier.

Denne sommer er det lykkedes for en flok ‘professionelt krænkede’ personer at dominere debatten.

Chefredaktør Tom Jensen skriver i dag på B følgende om krænkelseskulturen:

”Problemet er at fænomenet, efterhånden som det breder sig, og flere og flere grupperinger kræver bestemte hensyn taget i alle mulige forskellige sammenhænge, i virkeligheden bliver et undertrykkelsesredskab forklædt som en forventning om hensynsfuldhed. Det bliver begrænsende i stedet for frisættende.”

Præcist formuleret. Disse mennesker kan ikke se, at de i al deres ‘krænkethed’ er med til at polarisere et samfund som det danske i endnu højere grad, end det er nu. Det burde ellers være indlysende.

Man skal i alle samfund have nogle sikkerhedsventiler, fordi vi er nu engang forskellige.

Forskellige i kulturer, uddannelsesniveauer, forskellige i vores sprog. Forskellige i vores omgangsformer. Hvis man prøver at ensrette og lave forbud mod selv helt banale ting, som en gammel tegning fra 1950’erne, så graver man dybe grøfter, der i den sidste ende bliver til skyttegrave. Og skyttegravskrige har det med at koste rigtig mange ofre – og tage rigtig lang tid.

Læs første del om Kenyanske Gado.

Anden del om jøden Zapiro

PS Kannemeyers kunst kan købes her.

  1. AFRIKANSK JØDEHAD? Kommentarer lukket til AFRIKANSK JØDEHAD?
  2. TEGNINGER FOR FOLKET – TIL FOLKET – MOD FOLKET? Kommentarer lukket til TEGNINGER FOR FOLKET – TIL FOLKET – MOD FOLKET?
  3. FOLKEMORDERNE I BLANDT OS Kommentarer lukket til FOLKEMORDERNE I BLANDT OS
  4. HANS ROSLING – MANIPULATIV MESTER? 2 svar
  5. LØGN OVER LØGN 3 svar
  6. Under kniven Kommentarer lukket til Under kniven
  7. OM STATISTIK OG VIRKELIGHED 1 svar
  8. Lars Løkke, hvordan sover du om natten? Kommentarer lukket til Lars Løkke, hvordan sover du om natten?
  9. Udryd de Sataner Kommentarer lukket til Udryd de Sataner