I DEN SORTE GRYDE

Sidste del af serien om afrikanske satiretegnere…

Af Jørn Stjerneklar

Anton Kannemeyer er sidste mand på skansen inden vi alle havner i den sorte gryde. Hvid, afrikaaner og kontroversiel på begge sider sider af farveskalaen.

  

Som et oprør mod sin stamme har han kastet sig ud i et opgør med fordomme og stereotyper. Ved at bruge de selvsamme stereotyper. I mine øjne gør han det eneste rigtige. I stedet for forbud, som sommerens sorte danskere har efterlyst (ikke dem alle, heldigvis), vender han fordommene om.

Lidt som bøsserne i Danmark gjorde i 1970’erne. Kald os bøsser, så laver vi da bare en bøssernes befrielsesfront.

Jeg skal ikke skrive langt om Kannemeyer, I kan læse om ham her.

Grin af de andre, grin af jer selv, frem for alt grin. Er hovedbudskabet i Kannemeyers tegninger. Han startede ud med at lave tegneserier, i dag sælger hans billeder fint som kunst. De kan købes indtil de er udsolgte.

Sommerens debat i Danmark – ikke mindst om en gammel tegning der er brugt i en kaffebars logo på Ærø – har været en ørkenvandring midt i regntiden.

Jeg ved godt at medierne er underbemandede i agurketiden, og at opportunister får spalteplads i metermål og sendetid i timevis. Men normalt er det kun DF der formår at overtage både trykte og elektroniske medier.

Denne sommer er det lykkedes for en flok ‘professionelt krænkede’ personer at dominere debatten.

Chefredaktør Tom Jensen skriver i dag på B følgende om krænkelseskulturen:

”Problemet er at fænomenet, efterhånden som det breder sig, og flere og flere grupperinger kræver bestemte hensyn taget i alle mulige forskellige sammenhænge, i virkeligheden bliver et undertrykkelsesredskab forklædt som en forventning om hensynsfuldhed. Det bliver begrænsende i stedet for frisættende.”

Præcist formuleret. Disse mennesker kan ikke se, at de i al deres ‘krænkethed’ er med til at polarisere et samfund som det danske i endnu højere grad, end det er nu. Det burde ellers være indlysende.

Man skal i alle samfund have nogle sikkerhedsventiler, fordi vi er nu engang forskellige.

Forskellige i kulturer, uddannelsesniveauer, forskellige i vores sprog. Forskellige i vores omgangsformer. Hvis man prøver at ensrette og lave forbud mod selv helt banale ting, som en gammel tegning fra 1950’erne, så graver man dybe grøfter, der i den sidste ende bliver til skyttegrave. Og skyttegravskrige har det med at koste rigtig mange ofre – og tage rigtig lang tid.

Læs første del om Kenyanske Gado.

Anden del om jøden Zapiro

PS Kannemeyers kunst kan købes her.