Udryd de Sataner

Intet vækker så meget moro som at se den unge Albert kile af sted som en ung elefant på det smukke hvide sand. Hans adfærd viser de forbavsede sorte, at en hvid mand også kan være gemytlig, at han kan løbe og springe om kap, som de selv gør det.”

Af Jørn Stjerneklar

Sådan skrev min for længst afdøde kollega Henry Morton Stanley i sin dagbog i 1879.

Der er løbet meget vand fra Congo-floden ud i Atlanterhavet siden den 20-årig danske Albert Christoffersen begravede sine fødder i det smukke hvide sand på stranden ved Banana. I det land, der senere kom til at hedde Belgisk Congo.

Albert Christoffersen havde sammen med makkeren Martin Mortensen taget hyre for datidens mest berømte opdagelsesrejsende, amerikaneren Stanley. De to danskere adskilte sig i den grad fra de sædvanlige hvide mænd, som negerene på tidspunkt havde stiftet bekendtskab med. Især Albert, som behandlede de lokale som ligemænd.

Måske han bare var et produkt af den danske kultur, den danske åbenhed, sågar måske berørt af det frisind, som vi stadig bryster os af?

Albert var i hvert fald med til at cementere et helt særligt dansk forhold til det, der langt senere blev en nation.

Albert Christoffersen sammen med de sorte han mødte på ligefod

Albert Christoffersen sammen med de sorte han mødte på ligefod

Desværre kunne vi danske heller ikke dengang holde kadencen. Altså blive ved med at opføre os humant og forstående. Efter de to opdagelsesrejsende, Stanley og Christoffersen, som de eneste hvide mænd havde overlevet den lange tur op ad Congofloden til afrikas hjerte, kom andre landsmænd til.

Andre typer. Danskere med nye ideer om race, andre tanker om menneskeværd og om krig.

Fra Danmark rejste i årtier hundredevis af soldater og sømænd afsted for at kolonisere landet. De ville ikke opholde sig hjemme i nærområdet, efter vi havde tabt krigen til Tysken. De søgte drømmene, penge og magt i det centrale Afrika. Og fik jobs og ansvar, de aldrig havde kunnet få i hjemstavnen.

Alt var Forvirring i Landsbyen. Soldaternes Bagladere og de Indfødtes Forladere knaldede paa alle Kanter, medens Pile og Lanser susede igennem Luften. Men vi var komne alt for pludseligt og overraskende til at nogen ordnet Modstand kunde etableres, saa de Indfødte efter meget kort Kamp flygtede ind i Skovene efterladende en Snes døde og Saarede.”

Skriver en ung løjtnant Lindegaard i sin dagbog. Så kunne de lære det, de indfødte, den hvide danske mand stod ikke tilbage for nogen i drabets ædle kunst.

laenker

En anden dansker har den for ham ikke særlig fede, men uigenkaldelige rekord at være den første hvide mand, de sorte congolesere slår ihjel.

I 1889 bliver en dansk flodskipper nakket af de indfødte. Sådan noget gør man ikke ustraffet, der bliver sendt en hel hær afsted for at give dem en lærestreg. På en 150 km. strækning langs floden bliver hver eneste af de rige handelslandsbyer brændt ned til grunden og alle marker plyndret.

De danske udvandreres samarbejde med belgierne bærer frugt. I løbet af få år er halvdelen af indbyggerne i Congo døde. Hvad krudt og kugler ikke klarer, gør de sygdomme, den hvide mand har bragt med sig.

10 år efter flodkaptajnens død indfinder den mest prominente dansker sig, i det der nu med en hvis ironi hedder Fristaten Congo. Officeren Frederik Valdemar Olsen.

Olsen når langt. Han når faktisk at banke tyskerne og få personlig hævn for 1864 så eftertrykkeligt i slaget om fjendens hovedkvarter i Tabora (i nutidens Tanzania) i 1916, at der blev skrevet om ham – ikke bare i verdenspressen. En march blev komponeret til ham.

Kalundborgdrengen, Frederik Valdemar Olsen, her som ung løjtnant i starten af sin karierre i Congo.

Kalundborgdrengen, Frederik Valdemar Olsen, her som ung løjtnant i starten af sin karierre i Congo.

Så fortæl mig, at vi ikke har et ansvar for congoleserne i dag? Ikke så meget, fordi vores lejesoldater var med til at slå dem ihjel, ikke så meget, fordi vores sømænd var med til at omdanne landet til en stor forretning, som gav et enormt overskud til belgierne.

Men fordi vi var med til at opdrage et helt lands befolkning til at grusomhed betaler sig. Congo har aldrig rejst sig igen. Drab er en del af landets dna.

Vi fører stadig krig under fremmede himmelstrøg. Afghanistan i sidste uge, Libyen i går og i dag er vi med i Syrien. Igen slår vi folk ihjel, igen er vi årsag til, at de må flygte ‘ind i skovene’, som løjtnant Lindegaard så malerisk beskriver det.

Har vi et ansvar for at modtage flygtninge fra de steder?

I Congo anslås det, der er 48 voldtægter – i timen. Op mod fire millioner mennesker er døde som følge af krigen siden årtusindskiftet.

Det er da noget…

Der er rigtig mange, der flygter fra landet. En del af congoleserne har vi taget til Danmark som kvoteflygtninge.

Wambe Kapoti Keston, 19 år gammel flygtning fra Congo (DRC), nu bosat i Danmark. Han kom ind som kvoteflygtning i 2008 © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Wambe Kapoti Keston, 19 år gammel flygtning fra Congo (DRC), nu bosat i Danmark. Han kom ind som kvoteflygtning i 2008 © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Over 1000 mennesker siden 2006! Det er jo fantastisk.

Men nu sætter vi også en prop i det hul, her hundrede år efter general Olsen tævede Tysken i Tabora.

Vi kan simpelthen ikke klare 500 kvoteflygtninge ved siden af alle de andre flygtninge, der stormer vores grænser. Selvom der stadig sidder 491 som vi principielt burde lukke ind i Danmark.

Støjberg har nået sin egen personlige kvote.

Jeg forstår udmærket, at Danmark som nation ikke kan tage enorme mængder af flygtninge. At vi hellere vil hjælpe i ‘nærområderne’ er i min optik absolut mest hensigtsmæssigt. Hvis vi så bare gjorde det.

Jeg forstår helt sikkert argumentet om, at nogle flygtninge er nemmere at integrere end andre. Det viser vores korte historie med flygtninge. Men kan man så ikke bare gøre det? Lave en dagsorden, hvor vi selektivt kun vælger fra de lande, hvor vi som danskere har været med til at fucke up?

Hvis vi skal skide på alle konventioner, fint med mig, så længe vi fastholder et ansvar for egne handlinger og påtager os den ‘byrde’, det er at lege stormagt derude.

Amerikanerne har ingen problemer med at vælge flygtninge ud, og det er jo USA vi følger i tykt og tyndt. Kan vi så ikke gøre det samme med f.eks. congoleserne?

I Leopoldville, hovedstaden i Congo, var der engang to gader opkaldt efter vores to danske congofarere: Christoffersenvej og General Olsenvej. Christoffersen tog tilbage til Danmark, general Olsen blev og levede sit liv i Congo. Som politisk flygtning.

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal have evig dårlig samvittighed overfor vores kolonieventyr i Afrika eller Indien. Eller i Grønland og Norge. Men vi bør have særlige relationer til de lande, de steder, hvor vi har ført os frem med hård hånd. Og når alt er ramlet, som det er i Congo, kan vi så ikke bare i det mindste tage 500 gode kristne flygtninge ind om året?