OM STATISTIK OG VIRKELIGHED

Af Jørn Stjerneklar

Uganda – et land hvor Mayday Press har haft base engang – har verdens højeste befolkningstilvækst. Den dag, vi landede i Entebbe i starten af 1991 for at bosætte os i Afrikas Perle, var der en folketælling i gang. Alle var blevet bedt om at blive hjemme.

For første gang i årevis var Kampalas gader stille.

Folketællingen endte på 16.671 millioner indbyggere.

Sidste folketælling i 2014 endte op på 34.634 millioner.

skaermbillede-2016-12-09-kl-10-16-00

Det er en svimlende befolkningstilvækst, næsten en fordobling siden hin søndag i ’91, og det kan i den grad ses både i gaderne i hovedstaden – og ude på landet.

Tilvæksten er på 3.3 %. Der fødes knap 6 børn per kvinde!

Ugandas præsident Yoweri Museveni, som tilskynder den høje befolkningstilvækst i landet. Er der to der står sammen, er det ham og Hans Rosling. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Ugandas præsident Yoweri Museveni, som tilskynder den høje befolkningstilvækst i landet. Er der to der står sammen, er det ham og Hans Rosling. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Fornylig blev jeg af Verdens Bedste Nyheder’s Sophie Rytter på Fagfestival i Odense konfronteret med et tv-klip med Hans Rosling, den svenske messias blandt de rettroende politisk korrekte i NGO-verden.

Han siger, at han ikke forholder sig til statistik, men til virkeligheden.

Okay, det lyder godt, og derfor behøver han ikke forholde sig til andet end i dag. For ingen af os kan jo spå om virkeligheden i morgen.

Og så plaprer han ellers løs om fremtidens glæder for et overbefolket Afrika.

Men har man boet på og beskæftiget sig med kontinentet i så mange år, som vi har i firmaet, kan man godt forholde sig til både statistik og fremtidens virkelighed, som er radikalt anderledes end Hans Roslings fremturen i Deadline.

Ifølge Hans Rosling er det en fordel for både afrikanerne og os, at de bliver så mange. Livet er en lang dans på roser. Det skal jeg fortælle denne havnearbejder i Port Bell næste gang jeg møder ham. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Ifølge Hans Rosling er det en fordel for både afrikanerne og os, at de bliver så mange. Livet er en lang dans på roser. Det skal jeg fortælle denne havnearbejder i Port Bell næste gang jeg møder ham. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

En af ‘undskyldningerne’, læs forklaringerne, for folkedrabet i Ugandas nabo mod syd, Rwanda i 1994, var netop den store befolkningstilvækst. Præsidenten, Juvénal Habyarimana, sagde flere gange i månederne op til blodbadet, at ‘bægeret var fyldt op’, altså at landet ikke kunne klare flere mennesker.

Det havde hans kone og to svogere så lagt en plan for at få tømt, det der bæger. 100 dage senere var der en million færre Rwandere i live.

Hvad tror de rettroende, der vil ske i et land som Uganda, som efter alle statistiske beregninger vil være Afrikas folkerigeste inden næste århundredeskifte? Helt ærligt? Uganda vil have flere mennesker end Nigeria!

Enten vil historien gentage sig, der er masser af etniske spændinger i Uganda. En nedskydning af mere end 80 demonstranter i den vestlige del af landet for to uger siden giver et fingerpeg.

Får vi et nyt folkedrab indenfor de næste 20 år? Eller en masseudvandring mod nord, mod bedre forhold? Eller begge dele? Lidt etnisk udrensning kombineret med en flygtningestrøm?

Jeg vil umiddelbart hælde til den sidste mulighed, men igen, det kan også være, at Kina om 20 år endeligt har fået overtaget Uganda og fået indsat en marionetregering, der så indfører et-barnspolitik, strengt nødvendigt, men med sikkerhed upopulært.

Vil vi i vesten sidde på vores flade og lade et af disse scenarier udspille sig – eller vil vi begynde at forholde os til virkeligheden i Afrika og få dæmmet op?

Vi forbliver nok passive, og så kan EU få lov til at indføre nedskydning af økonomiske migranter i Middelhavet, som en del af samfundstjeneste for vores lovovertrædere. Ligesom Kina sendte 1000vis af straffefanger til Uganda for at opføre den nye dæmning for Nilen tilbage i start ’90’erne. Kinesere, som blev hængende i landet efter byggeriet var færdigt. Kriminalitet betaler sig åbenbart i Folkerepublikken.

Om 24 timer er der 3.543 flere ugandere end der var, da du læste det her. Tallet er fratrukket de 483 der døde i samme døgn.

Hver dag søger 90 ugandere grønnere græsgange. 31.873 det seneste år.

Befolkningstallet er her i slutningen af året estimeret til godt 40 millioner.

Mbale nord for Kampala. Heldige unge mænd i arbejde i en vermiculite-mine. Den Afrikanske Udviklingsbank anslår ungdomsarbejdsløsheden, og hold nu fast, til 83 %. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Mbale nord for Kampala. Heldige unge mænd i arbejde i en vermiculite-mine. Den Afrikanske Udviklingsbank anslår ungdomsarbejdsløsheden, og hold nu fast, til 83 %. © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Og så tyg lige på den her. Halvdelen af Ugandas befolkning i dag er under 15 år gamle.

Som en populær dansk tegnet figur, Hugo, spurgte hver fredag aften i vores tv tilbage før verden gik af lave. ”Hvor skal vi hen, du?”

PS: Hvis I vil se Hans Rosling overfor en usædvanlig dårlig forberedt Adam Holm, så er han her: https://www.youtube.com/watch?v=bcpjl0mxRvs

Lars Løkke, hvordan sover du om natten?

Vi er lige ankommet til Peshawar, hovedbyen i North West Frontier Province i Pakistan. Året er 1988, det er slut juli.

Lars Løkke Rasmussen og vi andre tre danskere i delegationen fra Dansk-Afghansk Venskabsforening går om aftenen ud for at shoppe lokalt. Vi mangler noget andet tøj, så vi ikke stikker alt for meget ud i gadebilledet. Der bliver indkøbt flere sæt Shalwar Kameez, den pyjamaslignende, populære klædedragt her i nærområdet.

Lars Løkke på shoppingtur i Peshawar i juli 1988. Han køber adskillige Shalwar Kameez, en vest, en pokol og husker at få bilag på det hele...

Lars Løkke på shoppingtur i Peshawar i juli 1988. Han køber adskillige Shalwar Kameez, en vest, en pokol og husker at få bilag på det hele…

Dagen efter tager vi på besøg i nogle af de enorme flygtningelejre der ligger udenfor millionbyen. Pakistan huser på det her tidspunkt i verdenshistorien op mod 2 millioner flygtninge fra nabolandet Afghanistan.

Det er for os danskere rystende at se, hvilke forhold især de nyankomne familier lever under. De må bo i interimistiske telte og leve af almisser som lokale ngo’er uddeler.

Nyankomne flygtningebørn venter på mælk udleveret af en lokal NGO. Vi besøgte disse flygtninge inden vi rejste ind i Afghanistan.

Nyankomne flygtningebørn venter på mælk udleveret af en lokal NGO. Vi besøgte disse flygtninge inden vi rejste ind i Afghanistan.

Lars Løkke Rasmussen er på det tidspunkt formand for Venstres Ungdom. Da han kommer tilbage til Danmark et par uger senere, bruger han meget tid på at holde foredrag på blandt andet landbrugsskoler, også om flygtningesituationen. Han arrangerer en konference på Christiansborg med fokus på afghanernes situation. Han vil mobilisere de borgerlige i Danmark til at forholde sig til nøden derude.

Nogle af de flygtninge Lars Løkke Rasmussen mødte udenfor Peshawar i juli 1988,

Nogle af de flygtninge Lars Løkke Rasmussen mødte udenfor Peshawar i juli 1988,

Spring frem til september 2016. Lars Løkke har nu opnået den post, han har attrået siden han var 24 år gammel. Han står i spidsen – ikke bare for regeringen, men for landet. Lars Løkke er statsminister. Lars har nu magt og viden til at kunne gøre en forskel.

Det gør du så, Lars. Du vælger at droppe den aftale, man har haft partierne imellem siden 1979. En aftale om at Danmark i anstændighedens navn modtager et antal flygtninge hvert år, som UNHCR (FN) udpeger som særlig udsatte.

De senere år, siden 2006, har tallet ligget på 1500 fordelt på en tre årig periode. Altså i snit 500 mennesker om året. Folketinget har hvert år vedtaget, at Danmark vil leve op til det menneskelige og økonomiske overskud, vi har i den her del af verden, og være med til, omend i mikroskopisk størrelse, at afhjælpe presset på lande, der er naboer til krigsramte nationer. Siden 1989 blev tallet 500 indføjet i aftalen. Vi har altså i 27 år modtaget 500 af de mest trængende flygtninge derude.

Siden 2006 har vi strammet skruen, så kun integrationsegnede flygtninge er kommet gennem nåleøjet.

En fin beslutning som nu er suspenderet.

Nu bliver jeg nødt til at spørge dig Lars, hvordan sover du om natten? Du har med egne øjne set, hvordan folk lider under andres krige. Hvad har fået dig til at ændre 37 års politik?

Jeg har personligt været med på to ture sammen med henholdsvis Udlændingeservice og Udlændingestyrelsen, når de skulle udvælge kvoteflygtninge. De kvoteflygtninge FN udpeger til os, er de mest gennemtjekkede flygtninge på planeten. Der er ingen økonomiske migranter. 99% af de afrikanske flygtninge har aldrig hørt om Danmark, om bistandshjælp, børnecheck osv. De vil bare leve – og overleve, og det kan de ikke i de lejre, de bliver hentet i af forskellige årsager.

Jeg forstår udmærket, at Danmark som nation ikke kan tage enorme mængder af flygtninge. At vi hellere vil hjælpe i ‘nærområderne’ er i min optik absolut mest hensigtsmæssigt. Hvis vi så bare gjorde det.

Jeg forstår helt sikkert argumentet om, at nogle flygtninge er nemmere at integrere end andre. Det viser vores korte historie med flygtninge. Men kan man så ikke bare gøre det? Lave en dagsorden, hvor vi selektivt kun vælger fra de lande, hvor vi som danskere har været med til at fucke up?

Hvis vi skal tilsidesætte alle konventioner, fint med mig, så længe vi fastholder et ansvar for egne handlinger og påtager os den ‘byrde’, det er at lege stormagt derude.

Amerikanerne har ingen problemer med at vælge flygtninge ud, og det er jo USA, vi følger i tykt og tyndt. Kan vi så ikke gøre det samme med f.eks. congoleserne?

Den konservative Kristian Ditlev Jensen afleverede denne svada efter beslutningen:

Venstre smed i denne uge al anstændighed overbord ved at kræve en total afvisning af kvoteflygtningene. Danmark – mener regeringspartiet – har ikke, sådan lige pt., plads til de allersvageste flygtninge på hele kloden. Sindssyge, kvæstede, forfulgte oldinge og skamskudte frihedskæmpere fra totalundertrykkende regimer og traumatiserede, sårede, forældreløse børn i førskolealderen. 
Who cares? Venstre gør ikke. Thi pladsen røg til økonomiske migranter. Årtiers international etik knipset ad helvede til som en bundtyret cigaret.”

Lars Løkke Rasmussen i en celle på en politistation i millionbyen Peshawar, Pakistan.

Lars Løkke Rasmussen i en celle på en politistation i millionbyen Peshawar, Pakistan.

Lars, du har simpelthen svigtet dine egne idealer og humanisme. Der er ingen brugbar undskyldning for din handling ud over populisme og signalpolitik. Du er blevet forrået dybt ind i sjælen, og du skammer dig ikke engang over det.

Der er mindre end en måned til året rinder ud. Tag dog de 491 flygtninge, I har lovet at tage. Som Folketinget vedtog for tre år siden. Så kan I lukke og slukke ned for humanismen efterfølgende.

Det kan nås – gør det!

Udryd de Sataner

Intet vækker så meget moro som at se den unge Albert kile af sted som en ung elefant på det smukke hvide sand. Hans adfærd viser de forbavsede sorte, at en hvid mand også kan være gemytlig, at han kan løbe og springe om kap, som de selv gør det.”

Af Jørn Stjerneklar

Sådan skrev min for længst afdøde kollega Henry Morton Stanley i sin dagbog i 1879.

Der er løbet meget vand fra Congo-floden ud i Atlanterhavet siden den 20-årig danske Albert Christoffersen begravede sine fødder i det smukke hvide sand på stranden ved Banana. I det land, der senere kom til at hedde Belgisk Congo.

Albert Christoffersen havde sammen med makkeren Martin Mortensen taget hyre for datidens mest berømte opdagelsesrejsende, amerikaneren Stanley. De to danskere adskilte sig i den grad fra de sædvanlige hvide mænd, som negerene på tidspunkt havde stiftet bekendtskab med. Især Albert, som behandlede de lokale som ligemænd.

Måske han bare var et produkt af den danske kultur, den danske åbenhed, sågar måske berørt af det frisind, som vi stadig bryster os af?

Albert var i hvert fald med til at cementere et helt særligt dansk forhold til det, der langt senere blev en nation.

Albert Christoffersen sammen med de sorte han mødte på ligefod

Albert Christoffersen sammen med de sorte han mødte på ligefod

Desværre kunne vi danske heller ikke dengang holde kadencen. Altså blive ved med at opføre os humant og forstående. Efter de to opdagelsesrejsende, Stanley og Christoffersen, som de eneste hvide mænd havde overlevet den lange tur op ad Congofloden til afrikas hjerte, kom andre landsmænd til.

Andre typer. Danskere med nye ideer om race, andre tanker om menneskeværd og om krig.

Fra Danmark rejste i årtier hundredevis af soldater og sømænd afsted for at kolonisere landet. De ville ikke opholde sig hjemme i nærområdet, efter vi havde tabt krigen til Tysken. De søgte drømmene, penge og magt i det centrale Afrika. Og fik jobs og ansvar, de aldrig havde kunnet få i hjemstavnen.

Alt var Forvirring i Landsbyen. Soldaternes Bagladere og de Indfødtes Forladere knaldede paa alle Kanter, medens Pile og Lanser susede igennem Luften. Men vi var komne alt for pludseligt og overraskende til at nogen ordnet Modstand kunde etableres, saa de Indfødte efter meget kort Kamp flygtede ind i Skovene efterladende en Snes døde og Saarede.”

Skriver en ung løjtnant Lindegaard i sin dagbog. Så kunne de lære det, de indfødte, den hvide danske mand stod ikke tilbage for nogen i drabets ædle kunst.

laenker

En anden dansker har den for ham ikke særlig fede, men uigenkaldelige rekord at være den første hvide mand, de sorte congolesere slår ihjel.

I 1889 bliver en dansk flodskipper nakket af de indfødte. Sådan noget gør man ikke ustraffet, der bliver sendt en hel hær afsted for at give dem en lærestreg. På en 150 km. strækning langs floden bliver hver eneste af de rige handelslandsbyer brændt ned til grunden og alle marker plyndret.

De danske udvandreres samarbejde med belgierne bærer frugt. I løbet af få år er halvdelen af indbyggerne i Congo døde. Hvad krudt og kugler ikke klarer, gør de sygdomme, den hvide mand har bragt med sig.

10 år efter flodkaptajnens død indfinder den mest prominente dansker sig, i det der nu med en hvis ironi hedder Fristaten Congo. Officeren Frederik Valdemar Olsen.

Olsen når langt. Han når faktisk at banke tyskerne og få personlig hævn for 1864 så eftertrykkeligt i slaget om fjendens hovedkvarter i Tabora (i nutidens Tanzania) i 1916, at der blev skrevet om ham – ikke bare i verdenspressen. En march blev komponeret til ham.

Kalundborgdrengen, Frederik Valdemar Olsen, her som ung løjtnant i starten af sin karierre i Congo.

Kalundborgdrengen, Frederik Valdemar Olsen, her som ung løjtnant i starten af sin karierre i Congo.

Så fortæl mig, at vi ikke har et ansvar for congoleserne i dag? Ikke så meget, fordi vores lejesoldater var med til at slå dem ihjel, ikke så meget, fordi vores sømænd var med til at omdanne landet til en stor forretning, som gav et enormt overskud til belgierne.

Men fordi vi var med til at opdrage et helt lands befolkning til at grusomhed betaler sig. Congo har aldrig rejst sig igen. Drab er en del af landets dna.

Vi fører stadig krig under fremmede himmelstrøg. Afghanistan i sidste uge, Libyen i går og i dag er vi med i Syrien. Igen slår vi folk ihjel, igen er vi årsag til, at de må flygte ‘ind i skovene’, som løjtnant Lindegaard så malerisk beskriver det.

Har vi et ansvar for at modtage flygtninge fra de steder?

I Congo anslås det, der er 48 voldtægter – i timen. Op mod fire millioner mennesker er døde som følge af krigen siden årtusindskiftet.

Det er da noget…

Der er rigtig mange, der flygter fra landet. En del af congoleserne har vi taget til Danmark som kvoteflygtninge.

Wambe Kapoti Keston, 19 år gammel flygtning fra Congo (DRC), nu bosat i Danmark. Han kom ind som kvoteflygtning i 2008 © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Wambe Kapoti Keston, 19 år gammel flygtning fra Congo (DRC), nu bosat i Danmark. Han kom ind som kvoteflygtning i 2008 © Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Over 1000 mennesker siden 2006! Det er jo fantastisk.

Men nu sætter vi også en prop i det hul, her hundrede år efter general Olsen tævede Tysken i Tabora.

Vi kan simpelthen ikke klare 500 kvoteflygtninge ved siden af alle de andre flygtninge, der stormer vores grænser. Selvom der stadig sidder 491 som vi principielt burde lukke ind i Danmark.

Støjberg har nået sin egen personlige kvote.

Jeg forstår udmærket, at Danmark som nation ikke kan tage enorme mængder af flygtninge. At vi hellere vil hjælpe i ‘nærområderne’ er i min optik absolut mest hensigtsmæssigt. Hvis vi så bare gjorde det.

Jeg forstår helt sikkert argumentet om, at nogle flygtninge er nemmere at integrere end andre. Det viser vores korte historie med flygtninge. Men kan man så ikke bare gøre det? Lave en dagsorden, hvor vi selektivt kun vælger fra de lande, hvor vi som danskere har været med til at fucke up?

Hvis vi skal skide på alle konventioner, fint med mig, så længe vi fastholder et ansvar for egne handlinger og påtager os den ‘byrde’, det er at lege stormagt derude.

Amerikanerne har ingen problemer med at vælge flygtninge ud, og det er jo USA vi følger i tykt og tyndt. Kan vi så ikke gøre det samme med f.eks. congoleserne?

I Leopoldville, hovedstaden i Congo, var der engang to gader opkaldt efter vores to danske congofarere: Christoffersenvej og General Olsenvej. Christoffersen tog tilbage til Danmark, general Olsen blev og levede sit liv i Congo. Som politisk flygtning.

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal have evig dårlig samvittighed overfor vores kolonieventyr i Afrika eller Indien. Eller i Grønland og Norge. Men vi bør have særlige relationer til de lande, de steder, hvor vi har ført os frem med hård hånd. Og når alt er ramlet, som det er i Congo, kan vi så ikke bare i det mindste tage 500 gode kristne flygtninge ind om året?

Je Suis Jalving – Je Suis Hutu?

Skærmbillede 2016-08-27 kl. 12.41.14

Af Jørn Stjerneklar

I mangler nogle af fjenderne. I må returnere og gøre arbejdet færdigt. Gravene er ikke fyldte endnu”.

Sommerens 30 timers taleradio, manufaktureret af Mikael Jalving på Radio 24syv, har fået en del til at stoppe op og spørge, om det nu er public service.

Jeg kan berolige Jalving, Mikael Bertelsen, Mads Brügger og ikke mindst Jørgen Ramskov om, at I har fat i den lange ende her.

Indledningcitatet stammer fra Radio Télévision Libre des Mille Collines (RTLM) populært betegnet som Radio Mille Collines. En privat financieret/public service radiostation som begyndte at sende i starten af juli 1993. Den holdt op med at transmittere godt et år efter. Men budskaberne havde på de 12 måneder nået de lyttere, man fra start af havde sat sig som målgruppe: Ungdommen, dem med muskler og handlekraft. De der elskede bramfriheden i æteren, hvor værterne turde kalde en machete for en machete.

I har historien med jer på 24syv

Jeg lærte lyd- og billedhåndværket i en mediegruppe ved navn ‘Victoria’. Et af vores mottoer var: ‘Man kan ikke sigte for lavt’. Vi tilskrev det Joseph Goebbels, velvidende han aldrig havde ytret de ord. Men det lød sgu godt at fremture med. Og selvom ingen af de ovennævnte herrer fra 24syv var med i ‘Victoria’, har de på forunderlig vis alligevel taget budskabet til sig. Der bliver sigtet lavt hos Jalving.

Nu vil det tidligere medlem af centralkomiteen i Kommunistisk Arbejderparti, Jørgen Ramskov, sikkert fremføre, at hvad nogle negere laver af drengestreger nede i Afrika aldrig kan sammenlignes med, hvad en dansk intellektuel historiker kaster ud i æteren i Danmark. Men det er ikke helt korrekt. En af de toneangivende journalister på ‘Radio Mille Collines’ var den belgisk/italienske, hvide journalist Georges Ruggiu. Den eneste ikke-rwander, der fik en straf (12 års fængsel) for deltagelse i folkedrabet.

Det er, hvad had-radio kan føre til

Drab, mord, voldtægt og almindeligt ubegrundet vold.

Der var mange opfordringer til at lukke ‘Radio Mille Collines’ fra FN, diplomater og politiske modstandere, men landets præsident Juvenal Habyarimana, som var presset til det her forfærdelige demokrati af vesten, havde selvfølgelig svar på tiltale. Han kunne bare sige, at han ikke kontrollerede radiobølgerne der flød mellem de 1000 høje, at demokratiet garanterede ytringsfriheden.

At Danmark står med enorme problemer i forhold til folkevandringen fra Afrika, integrationen, eller mangel på samme, af især muslimer fra mellemøsten og Somalia, hersker der ingen tvivl om. Men at tro løsningen ligger i at skabe had til de befolkningsgrupper er i bedste fald kynisk.

Goebbels var, ligesom radioværterne i Rwanda, også en mand der turde kalde en spade for en spade, en jøde for en jøde.

Propaganda skal gøre det let at placere sin vrede, aggression, ved at udpege et mål for hadet”.

Det gør du også meget godt, Jalving.

 

Byens Profeter

poc001

Prophets of the City, senere skiftede de navn til Prophets of da City, var et af Sydafrikas første hip hop bands. Vi mødte dem i Cape Town og omegn i 1993. Programmet her blev lavet for det hedengangne P4 i P1, ungdomsradio af den fede slags. Det er værd at lytte på både fordi, at de sparker røv, men også er et stykke historie.

Afspil